
Da Lise Hausteds mand, Henrik, fik en hjerneskade, blev livet fra den ene dag til den anden forandret.
– Det var rædselsfuldt. Kæmpe frustrationer og uvished. Det er nøgleordet for det hele. Det var et chok, fortæller hun.
Den første tid var præget af spørgsmål uden svar og en fremtid, der pludselig føltes usikker. Henrik var først indlagt på hospitalet og derefter i rehabilitering, inden han i januar 2025 blev en del af Lions Neurocenters §107 Neurorehabilitering. Undervejs oplevede Lise, at der blev taget hånd om familien, samtidig med at fokus naturligt var rettet mod Henriks behandling og genoptræning.
– Vi blev mødt med omsorg. På hospitalet kom sygeplejerskerne blandt andet med is til vores børnebørn. Jeg oplevede, at der blev tænkt på os som pårørende.
Før Henrik flyttede ind på Lions Neurocenter, oplevede familien dog en periode, hvor de mistede håbet lidt. Derfor var det en lettelse for Henrik og familien at komme ind på Lions Neurocenter, hvor de hurtigt mærkede at her havde man forventninger og håb for Henrik.
– Den første dag havde jeg ikke set ham smile så meget i lang tid. Han var så lettet. Det var en lettelse for os alle sammen, siger Lise.
Familien blev hurtigt involveret i forløbet, og Lise oplevede, at personalet tog sig tid til både at lære Henrik og hans nærmeste at kende.
– Vi blev mødt med åbne arme og kæmpe omsorg. Vi blev informeret om, hvad der skulle ske, og vi følte aldrig, at vi var i vejen.
En ny hverdag for hele familien
Lise og Henrik har tre voksne børn og tre børnebørn. I den første tid var familien tæt omkring Henrik og besøgte ham dagligt.
– I starten var vi her hver dag. Min datter tog faktisk sygeorlov fra sit sygeplejestudie for at være her meget.
Samtidig skulle hverdagen fortsætte. Arbejde, familie og praktiske opgaver skulle stadig hænge sammen, mens hele familien forsøgte at finde sig til rette i en ny virkelighed.
– Det er lidt hårdt, for jeg bliver facilitator for alle de besøgende. Jeg kender Henrik bedst, så der er mange, der spørger mig.
Netop de udfordringer er velkendte for mange pårørende til mennesker med hjerneskade. Når et menneske bliver ramt, ændrer rollerne i familien sig ofte, og mange oplever både sorg, bekymring og usikkerhed om fremtiden.
Et tilbud til pårørende
Pårørende er en vigtig samarbejdspartner i rehabiliteringsforløbet. I Lions Neurocenters §107 Neurorehabilitering har pårørende mulighed for at deltage i pårørendegruppe, hvor fokus er på dem og deres perspektiver og erfaringer.
Pårørendegrupperne faciliteres af Lions Neurocenters socialfaglige rådgiver og neuropsykolog. Her kan deltagerne møde andre i samme situation, udveksle erfaringer og få viden om de forandringer og udfordringer, som en hjerneskade kan medføre for hele familien.
Lise deltog i gruppen sammen med sin datter.
– Der var meget værdi i det. Jeg følte ikke, at vi bare sad og var kede af det. Man fik noget med hver gang.
Hun oplevede især, at kombinationen af faglig viden og erfaringsudveksling gjorde en forskel.
– Jeg synes, det var spændende at lære noget om hjernen. De havde sat sig ind i den skade, Henrik har, og det var virkelig godt.
I gruppen var der blandt andet fokus på livet som pårørende, nye roller i familien, egenomsorg og den usikkerhed, mange oplever efter en hjerneskade. Deltagerne fik også undervisning i emner som hjernetræthed, afasi og andre følger af hjerneskader.
At møde andre, der forstår
For Lise blev det særligt værdifuldt at møde andre mennesker, som stod i situationer, der lignede hendes egen.
– Vi fik god samvittighed ved at høre, at andre også havde det på samme måde. Den håbløshed, man nogle gange kan føle, når man haren ramt i familien. Vi vejledte hinanden i, hvad der fungerer.
Samtalerne handlede også om, hvordan man fortsat kan skabe plads til sit eget liv.
– Vi talte om, hvordan man finder positive ting frem i livet, og om at gøre gode ting for sig selv. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke har så dårlig samvittighed over det længere.
Den erkendelse fik også betydning for familiens hverdag.
– Pårørendegruppen bekræftede os i, at vi ikke behøvede at være her hver dag. Så vi har stille og roligt droslet ned, så jeg er her tre dage om ugen og min datter én.
Støtte til hele familien på vejen videre
På Lions Neurocenter er udgangspunktet, at en hjerneskade rammer hele familien. Derfor er det vigtigt også at støtte de pårørende i den livsomstilling, de står midt i. Pårørendegrupperne er en del af denne indsats og skal være med til at styrke de pårørendes trivsel, forståelse og handlemuligheder i en ofte meget krævende situation.
Når Lise ser tilbage på forløbet, er hun ikke i tvivl om, at gruppen har været en hjælp.
– Man skal vide, at det kan være tungt, men man får nogle værktøjer, man kan bruge videre. Det er jo voldsomt, det man står i.
I dag er familien begyndt at rette blikket mod fremtiden og de muligheder, der venter efter rehabiliteringen, hvor de håber at få en handicapvenlig bolig, så de kan få Henrik hjem at bo med dem igen.


.jpg)
.jpg)

