
Hver mandag kl. 16-17 fyldes Lions Neurocenter med sang og fællesskab, når neurokoret samles. Det er et lavtærskeltilbud, hvor alle er velkomne – uden tilmelding og uden krav. Og det har vist sig at være en stor succes.
"Jeg er rigtig glad for det. Jeg kommer hver gang," fortæller Hossein, som er en af de faste deltagere. Andrea, en anden fast deltager, smiler gennem hele korøvelsen og tilføjer: "Jeg er rigtig glad for neurokoret, og jeg kommer hver gang."
Koret har haft op til 23 deltagere, og det ligger oftest omkring 14-16 – et antal, der giver plads til både opmærksomhed på den enkelte og på fællesskabet. Musikterapeut Mads har skabt et rum, hvor sangen er i centrum, men hvor der også er plads til at skabe nye relationer og til at vise følelser.
Et fællesskab om sang
Idéen startede oprindeligt som et afasikor, men udviklede sig hurtigt til et bredere neurokor.
"Det blev vigtigt at skabe en aktivitet, som alle borgere kunne deltage i på tværs af husets afdelinger,” forklarer Mads.
Han bruger også koret til at seefter muligheder for målrettede rehabiliteringsforløb med fokus på f.eks. afasi, dysartri og dysfagi.
Sangvalget spænder bredt – fra salmer og højskolesangeover Kim Larsen til nyere musik, og borgerne opfordres også til at kommemed forslag. Højtider og årstider markeres også gennem sangene, hvor Sankt Hans f.eks. bød på "Midsommervisen". En særlig oplevelse står klart i Mads’ hukommelse:
"En deltager valgte 'Lyse nætter', og en anden blev meget rørt undervejs. Vi holdt pause i sangen og talte om det, og borgeren udtrykte, at hun både var glad og ked af det på samme tid, og andre deltagere viste omsorg for borgeren. Det blev en fin situation, hvor det var okay at vise følelser og sårbarhed."
Et inkluderende fællesskab
Det sociale i koret er afgørende. Mads understreger vigtigheden af at have en medleder, der kan støtte op om samværet og hjælpe med det praktiske. Medlederen er en skiftende kollega fra Mads’ team, og her opleves stor værdi i det tværfaglige samarbejde gennem de observationer og fælles refleksioner, der opstår på baggrund af aktiviteten. ”Det har givet mine kolleger en ny vinkel på nogle af vores borgere.”
Der arbejdes løbende med at gøre koret mere inkluderende, så nye deltagere føler sig velkomne.
"Vores borgere er meget forskellige mennesker, og deres skader viser sig også på forskellige måder. Der er nogle, der har sagt: 'Der er jo ikke nogen som mig her.' Men det kan der måske være, hvis de møder flere (end bare dem fra afdelingen red.). Vi kan skabe den mulighed for dem gennem musikken som et fælles tredje.”
Et koncept under udvikling
Der er mange måder at facilitere et kor på, hvilket afhænger af borgernes sammensætning og ønsker. ”Vi har afprøvet nogle forskellige opsætninger, bl.a. at have teksten på storskærm, hvor alle kigger i samme retning,” fortæller Mads.
”Med vores borgere oplever vi, at det giver bedst mening at sidde sammen omkring et bord, da det fordrer samvær og kontakt, og borgerne taler sammen på kryds og tværs.”
I første omgang blev neurokoret skabt som aktivitet for husets borgere, men siden opstarten i marts er der opstået overvejelser om, hvordan borgere udefra kan inddrages, og hvor konceptet potentielt kan lede hen. ”Der er stadig overvejelser om afasikor eller andre specifikke kortyper, hvor vi kan gå i dybden med specifikke metoder og teknikker inden for rehabilitering gennem sang og musik,” fortæller Mads. ”Samtidig er det dog vigtigt, at det nuværende neurokor holdes åbent og bredt, så alle kan få glæde af det.”
Neurokoret er allerede gået hen og blevet en vigtig aktivitet på Lions Neurocenter. Det er et sted, som borgerne erglade for at komme til og prioriterer til trods for, at de ofte er trætte om eftermiddagen. Det giver dem mulighed for møde andre borgere og for at opleve glæden ved at synge. Som en deltager sagde: "Jeg glæder mig sådan til mandag." Og det siger egentlig det hele.