Hvordan dethele startede

Marianne,som er uddannet Social- og sundhedsassistent, begyndte sin karriere på LionsNeurocenter den 1. februar 1984. Hun kom fra Hvidovre Hospital og havde en kort periode væk fra faget, da hun og hendes mand drev en købmandsforretning i Brønshøj. Men savnet til det nære arbejde med mennesker og hendes fagfelt trak hende tilbage, og hun søgte derfor en deltidsstilling på afdeling Recco, som hun fik. Hun blev dog hurtigt interesseret i at være en del af ”Daghjemmet”, som det hed dengang, og da der åbnede sig en ny stilling to år senere, blev hun tilbudt at få den.

Rita begyndte den 1. marts 1987 som beskæftigelsesvejleder, men allerede inden da, blev hun under et institutionsbesøg på Hammershøj, som Lions Neurocenter hed dengang, bjergtaget af stedet. Det skulle dog tage to år, før der åbnede sig en stilling i Daghjemmet.

Store forandringer gennem årene

Aktivitets-og samværstilbuddet har gennemgået store forandringer i løbet af de sidste årtier, og både Rita og Marianne har været med hele vejen. Dengang var målgruppen bredere – Hammershøj var et ”Plejehjem for yngre fysisk og psykiskhandicappede” – og aktiviteterne i tilbuddet omfattede dengang stoftryk, ler og vævning.

”Vi vidste aldrig, hvor mange der kom,” fortæller Rita om de første år, hvor interne borgere ikke var visiteret, men blot mødte op, når de havde lyst. Det ændrede sig senere, da borgerne begyndte at blive visiteret til tilbuddet og strukturen blev mere fastlagt.

De har begge været med til at skabe og fastholde traditioner, som har bundet huset sammen. Marianne kom hurtigt efter sin ansættelse til at stå for SanktHans-fejringen, som blev fejret på parkeringspladsen med mad og bål. Ellers arrangerede de alt fra juletræsfest, hvor børn af de ansatte kom og dansede om juletræet. Denne tradition blev senere til det traditionelle julemarked, hvor det var muligt for alle at købe julegaver. Rita var initiativtager til Aktivitetsdagen, som var et initiative, der skulle få huset bundet mere sammen, borgere og medarbejdere på tværs. ”Det var egentlig tænkt som en dyst mod andre tilbud, men endte som en intern begivenhed, som stadig lever,” siger hun.

Et arbejdslivfuld af oplevelser

En af de meget givende oplevelser, de har haft i sin lange tid her, har været borgerrejserne,som de begge har arrangeret og deltaget i. Det startede med en busrejse til Tyskland og senere blev det til charterture til Grækenland, Cypern og Mallorca. De undersøgte hoteller, der passede til målgruppen, og skabte rammer, hvor borgerne kunne opleve noget nyt på et tilpasset sted.

”Man lærer borgerne at kende på en helt anden måde,” siger de begge om rejserne. De deltog også i vinterture til Norge, hvor aktiviteter som pulk, ski og igloo-overnatningvar på programmet. ”Vi har aldrig taget så meget tøj af og på på en tur,” griner Marianne.

Givende arbejdsplads – menneskeligt og fagligt

Det, der har betydet mest, er relationerne.

”Når man har været her i så mange år, så bliver det næsten som ens familie,” siger Marianne.

Rita tilføjer:

”Man lærerpersonen bag skaden at kende. Det er meget givende.”

Det at få lov tilat støtte og udvikle borgerne, er utrolig givende, supplerer Marianne:

”At få borgerne til at føle sig som hele og selvstændige mennesker, til trods for deres handicap”.

Nogle relationer udvikler sig også til venskaber. Marianne fortæller: ”Mig og Sussie er jo blevet rigtig gode veninder. Vi ligner hinanden, og folk tror vi er søstre – så vi kalder hinanden søstre.”

En af grundene til, at Marianne og Rita har været her så længe, er også, at de har fået lovtil at udvikle sig fagligt med videreuddannelse inden for både hjerneskadeområdet og ledelse.

De påpeger også, at ånden i huset er noget helt særligt, og at det kollegiale fællesskab på stedet er meget unikt.

Omstillinger og nye opgaver

Gennem årene har de også været med til at håndtere store omstillinger. Under corona blev dagtilbuddet lukket, og Marianne blev sendt til Verahus, hvor hun efter noget tid begyndte at lave aktiviteter for huset. Rita blev sendt til afdeling Chopin, hvor hun efter noget tid med pleje, fik en rolle som et samlende midtpunkt for det sociale i køkkenet.

Marianne har også været med til at starte et tilbud for eksterne borgere på Lersø Park i 2013, fordi et tilsyn havde påpeget, at der skulle gøres plads i huset til de interne borgere, som ikke havde mulighed for at bevæge sig så langt.  Efter fire år, vendte hun og de andre tilbage til Lions Neurocenter.

I en periode udgjorde Rita og Marianne et lederteam i dagtilbuddet, hvor de sammenstod for at lede og udvikle tilbuddet.

Hvad nu?

Marianne ser frem til en ny tilværelse med kurser på Folkeuniversitetet, yoga, linedance, frivilligt arbejde og mere tid i kolonihaven i Islev. Hun har også planer om at være instruktør på madlavningskurser på folkeskoler og at tage påhøjskole med temaet: ”Hold din hjerne i gang”.

Rita har gang i linedance-undervisning på alle niveauer, og hun har planer om at afholde kreative kurser gennem AOF. Hendes kortklub har fået mere tid til at mødes –også i dagtimerne. Og så glæder hun sig til at tilbringe mere tid i sin kolonihave i Ejby, som hun kalder sin legeplads. Hun ser også frem til at fåmere tid med sine børn og børnebørn og til at kunne fordybe sig i egne projekter.

En stor tak fra Lions Neurocenter

Med Rita og Mariannes afsked slutter to lange og betydningsfulde ansættelser. De har været med til at skabe rammer, traditioner og relationer, som har præget Lions Neurocenter i mere end fire årtier. Deres indsats har været vedholdende, nærværende og præget af respekt for både borgere og kolleger.

Vi ønsker dem begge alt det bedste i deres nye hverdag – og siger tak for alt.

‍