
Katja er 32 år og bor i Jyllinge med sin chihuahua, Trunte. Hun er uddannet salgsassistent og arbejdede før sin hjerneskade som ansvarlig for blomsterafdelingen i Bauhaus. Katja boede på det tidspunkt i hus i provinsen med sin daværende kæreste og hans datter og i fritiden deltog Katja i hundeudstillinger og fungerede flere gange som "plejemor" for hjemløse hunde.
Katja lider af den sjældne sygdom Behcet, som er en betændelsessygdom, der på et tidspunkt spredte sig til hjernen og forårsagede alvorlig hjernebetændelse. Dette resulterede i tab af flere funktioner, herunder synet, og gjorde hende ude af stand til både at tale og kontrollere sine muskler.
"Min hjerne fungerede, men min stemme og mine muskler gjorde ikke," fortæller hun.
Med intensiv medicinsk behandling begyndte nogle funktioner gradvist at vende tilbage, men det var en lang og meget udfordrende proces som var meget langstrakt, da sygdommen er særdeles vanskelig at behandle.
En udfordrende rehabilitering
Efter intensiv behandling på sygehuset blev Katja overført til Ringstedhave Specialiseret Neurorehabilitering. Her modtog hun rehabilitering for sin hjerneskade, men da opholdet sluttede, var der ingen oplagte løsninger for hendes videre rehabilitering da hendes behov og situation var så kompleks. Uden et passende tilbud blev Katja midlertidigt placeret på et plejehjem, hvilket var frustrerende for hende og hendes familie. Sammen med sagsbehandleren arbejdede de ihærdigt på at finde en anden løsning og et passende tilbud. Heldigvis fik de kontakt med Lions Neurocenter, som tog imod Katja og begyndte det hårde arbejde med rehabilitering mod større selvstændighed.
Fra afhængighed til selvstændighed
På Lions Neurocenter tilbragte Katja 2,5 år, hvor hun i starten var afhængig af hjælp til næsten alt. Gennem intensiv træning og neuropædagogisk støtte begyndte hun langsomt at genvinde sine færdigheder og dermed sin selvstændighed.
"Jo mere jeg kunne, jo mere selvstændig og selvsikker blev jeg," fortæller hun.
Hun overvandt små udfordringer, som blev til store sejre – fra at kunne gå på toilettet selv til at lave sin egen morgenmad. Træning med stemmen først med individuel logopæd og sidenhen hos Kommunikationscentret gjorde hende mere selvsikker på at tale i grupper. Med vedvarende støtte fra personale og familie blev Katja klar til at tage næste skridt.
Et nyt kapitel i egen bolig
I dag bor Katja i sin egen lejlighed og klarer det meste selv. De udfordringer, hun ikke kan klare, får hun hjælp til eller finder kreative løsninger på. Hun går hver uge til fysioterapi for at vedligeholde sine færdigheder og får i det daglige støtte fra hjemmeplejen og hjemmevejlederen. Ellers styrer Katja selv sin økonomi og hverdag med stor selvstændighed. Katjas passion for hunde er stadig en vigtig del af hendes liv, og hun arbejder på at finde måder at dyrke den, som passer til hendes situation. Med sin nye el-scooter kan hun nu køre rundt i lokalområdet, foretage indkøb og lufte sin hund helt uden hjælp.
Troen på fremgang
Katja ser tilbage på sin rejse med stolthed og taknemmelighed. Personalet på Lions Neurocenter, hendes forældre og hendes egen viljestyrke har været afgørende faktorer.
"Jeg kunne gå før, så det vil jeg igen," har været hendes mantra, som har drevet hende fremad.
Hun opfordrer andre i lignende situationer til at holde fast:
"Man skal aldrig give op. Hvis jeg havde givet op, havde jeg aldrig været her i dag."