I dag er Theis 27 år og bor på afdeling Recco, i §108-Hverdagsrehabiliteringenpå Lions Neurocenter. På afdelingen har Theis fundet ro, og selv om han nu bor i et permanent botilbud, arbejdes der fortsat målrettet med hans udvikling. For rehabilitering stopper ikke nødvendigvis efter de første år. Tværtimod kan nye fremskridt opstå selv flere år efter, når der fortsat er en nysgerrighed, faglighed og tålmodighed til at møde mennesket bag hjerneskaden.

For Kirsten har rejsen været lang.

– Det har været meget hårdt. Der var også en lang optakt, hvor det var hårdt, fortæller hun.

Theis lå tre måneder i koma efter sin skade. Derefter fulgte flere år med hospitalsophold, genoptræning og forskellige rehabiliteringstilbud. Undervejs oplevede familien både fremgang, frustrationer og svære beslutninger om fremtiden.

– Man bliver kastet ind i en verden, man slet ikke kender. Jeg ville helst være hos ham hele tiden, men under corona måtte vi ikke være der. Det var meget svært, fortæller Kirsten.

Samtidig fortsatte livet uden for hospitalet, men efter en lang sygemelding mistede Kirsten sit job. Hun fandt heldigvis et nyt job næsten med det samme, men det var hårdt at jonglere den nye tilværelse som pårørende med et fuldtidsarbejde.

Et hjem frem for et tilbud

Da Theis flyttede til Lions Neurocenter, var starten ikke let.

Som pårørende oplevede hun, at det var nødvendigt at gøre opmærksom på sine bekymringer og insistere på at blive hørt, for at Theis kunne få den rette opmærksomhed. Med tiden blev dette dog bedre, og nu er Theis faldet til ro på Lions Neurocenter.

– Nu er det hans hjem. Når han kommer tilbage efter at have været indlagt på hospitalet, kan man se, at han er glad for at komme hjem igen.

Særligt relationerne til medarbejderne gør en forskel.

– Personalet betyder utrolig meget. Man kan se på ham, at han lyser op når medarbejderne kommer. Og som pårørende føler jeg mig også altid velkommen. Folk tager imod mig, snakker med mig og interesserer sig for mig.

Rehabilitering handler også om det, der stadig kan udvikles

Mange forbinder rehabilitering med de første måneder eller år efter en hjerneskade. Men i Hverdagsrehabiliteringen arbejder medarbejderne fortsat med at udvikle beboernes funktioner og livskvalitet, også når skaden ligger langt tilbage.

Det oplever Kirsten med sin søn.

– Jeg synes, han bliver mere og mere vågen. Han virker mere til stede. Hans mimik er blevet tydeligere, og han kan løfte hovedet selv. Jeg oplever stadig, at der sker noget.

Et af de områder, hvor Theis har gjort fremskridt, handler om mad.

Tidligere blev han kun ernæret via sonde, men i dag spiser han et måltid med almindelig mad hver dag. Det er resultatet af en indsats, hvor medarbejdere og fagpersoner har arbejdet tæt sammen om at genoptræne hans spiseevne.

– Jeg pressede lidt på, fordi jeg vidste, at han tidligere havde kunnet spise. Henriette (ergoterapeut) og en diætist arbejdede med ham, og i dag spiser han almindelig mad. Det betyder rigtig meget.

For Kirsten er det et eksempel på, at man ikke må opgive troen på udvikling.

– Den type hjerneskade, Theis har, ændrer ikke på hans bevægeapparat. Men jeg har stadig tiltro til, at hans bevidsthed og sprog kan udvikle sig. Jeg tror stadig på fremskridt.

At lære mennesket bag hjerneskaden at kende

I Hverdagsrehabiliteringen handler arbejdet ikke kunom funktioner og træning, men også om at forstå det menneske, der lever med skaden.

For Theis betyder det blandt andet, at medarbejderne tager udgangspunkt i de interesser og relationer, der giver ham glæde.

Han elsker musik, særligt hiphop. Han holder af ture i biografen, Comedy Zoo, shopping og ikke mindst at komme til fodbold med FCK.

– Han er så heldig, at en tidligere medarbejder tager ham med til fodboldkampe. Det elsker han. Han elsker også Comedy Zoo og at komme ud blandt andre mennesker.

Samtidig er han en del af Lions Neurocenters Aktivitets- og samværstilbud, hvor han trives godt.

– Han er glad for sansegruppen. Og for nogle af medarbejderne dernede. Han kan godt lide de mere upbeat typer, siger Kirsten med et smil.

De små tegn betyder meget

Som mor har Kirsten lært at aflæse de små signaler.

Et af de mest betydningsfulde øjeblikke kom, da Theis' far pludselig døde. På det tidspunkt var der stadig mennesker omkring Theis, som var i tvivl om, hvor meget han egentlig forstod af det, der skete omkring ham.

– Jeg var så bange for, at han ikke ville reagere. Men da han fik det at vide, græd han og græd. Der var ingen tvivl om, at han havde forstået det.

De medarbejdere, der kendte ham bedst, stod ved hans side hele dagen.

– Hans tætte medarbejdere var der for ham. Det betød rigtig meget.

Oplevelsen blev også en vigtig påmindelse om, at mennesker med omfattende hjerneskader fortsat har følelser, relationer og et følelsesliv, som skal mødes og forstås.

Pårørende er en vigtig del af rehabiliteringen

For Kirsten har samarbejdet med medarbejderne været afgørende.

Hun oplever, at der i dag er en naturlig dialog, hvor hendes viden om sønnen bliver taget alvorligt.

– Du kan påvirke tingene. Man skal ikke holde sig tilbage med at sige, hvad man mener. Det har gjort en forskel for os.

Samtidig giver det ro at vide, at Theis er omgivet af mennesker, som holder af ham.

– Jeg ved, at personalet betyder meget for ham. Han bliver glad, når han ser dem, og det giver mig en tryghed som mor, siger Kirsten.

Udvikling stopper ikke nødvendigvis

Historien om Theis viser, at rehabilitering ikke altid følger en tidsplan. Selvom der er gået fem år siden hans hjerneskade, arbejder medarbejderne fortsat med at styrke hans funktioner, skabe nye muligheder og forstå mennesket bag skaden endnu bedre.

For Kirsten er det netop håbet og troen på udvikling, der står tilbage. Efter de positive erfaringer med spisesituationen, håber hun også på, at der kan arbejdes med hans kommunikation fremover.

Kirsten synes, at Theis trives, og at de er landet et godt sted nu.

– Hvis han ikke har ondt, så er han glad. Han har livskvalitet. Og jeg tror stadig på, at der kan ske mere.

‍